Der der med en lugt af l.o.r.t.?

Kan nogen sige mig hvorfor der altid lugter af  l.o.r.t der hvor der er mange børn samlet? Får pædagogerne afmonteret lugtesansen den første dag på seminariet?

Nu har jeg haft børn i børnehave og DUS i en del år, og den slår bare næsten aldrig fejl. Hver gang, man kommer for at hente sit lille vidunder, så lugter der af l.o.r.t!

Jeg har undret mig en del over, hvordan der ALTID kan lugte sådan?

Er udsugningssystemer, duftfrisker og andet i samme kategori ikke nået til skoler/institutioner? Eller er det også sparet væk? Måske har man også sparet håndtagene på vinduerne væk, siden man ikke lufter ud?

Er det virkelig kun udenpå, at vores børn er små søde englebasser? - underforstået at indeni - HELT indeni - som i tarmene, ikke i sjælen, er der rendyrket ondskab?

Hvorfor kaster pædagogerne ikke op, de går jo i lugten hele tiden? Bliver de immune?

Hvorfor er der ikke nogen der gør noget? Jeg kan da ikke være den eneste som synes, det er klamt med klamt på??

Jeg tænker, at en løsningsmulighed er at holde op med at give børnene mad, så må lugten da forsvinde lige så stille? (så slipper jeg også for at smøre madpakke - win - win!)

Det går lige op for mig, at børn og pædagoger jo ikke kan lugte det, fordi de er evigt forkølede fordi de er alt for mange stuvet sammen på alt for få m2.

Det der med valg

I tilfælde af at det skulle have undgået nogens opmærksomhed, kan jeg fortælle, at der var valg til Folketinget i torsdags.

Mindstemanden og Bedstevennen spiste aftensmad her, tog til svømning (hvor mødrene så lige kunne stemme samtidigt) og tog så hjem til Bedstevennen og spiste aftensmad en gang mere.

Da jeg hentede Mindstemanden, mødte vi den flinke lægenabos datter på vejen hjem. De var ved at pakke bilen (det tager lidt tid når man har 4 børn under 8) og den ældste datter, skulle lige høre om vi skulle til valg. Jeg fortalte, at vi jo allerede havde været det, og snakken gik lidt på valgflæsk og mere valg.

Mindstemanden som er meget en anelse distræt, stod ved siden af, og lyttede lidt med. Til sidst spurgte han; "Må jeg også komme med til det bal?"

Ja, der er nok flere som gerne ville have været med til det bal, men nej, han måtte blive hjemme, - og så i øvrigt ikke flere ord om bal her.

Det der med at brække nakken

I går blev jeg ringet op på arbejdet af Mindstemandens lærer. Hvorfor er det lige, at når man bliver ringet op på arbejdet, så tager det så forfærdelig lang tid, før de siger hvad der er galt, og mens de forsøger at komme frem til sagen, så sidder man og tænker på alle de ulykker der kan have overgået ens afkom - er det noget de lærer et sted, for det er både pædagoger og lærere som har problemet/evnen - alt efter hvordan man vælger at se på det.

Nå, men han kom til sidst frem til, at Mindstemanden havde ondt i nakken, og sådan set havde haft det siden om morgenen, men han havde åbenbart havde vurderet, at det ikke var nok til at ringe og forstyrre på arbejdet. Eftersom jeg jo ikke er specielt vild med mit job, og har fået mig et nyt til den 1., så har jeg det lidt sådan...ring endelig!!! - så jeg kan tage hjem! Kan man mon hyre nogen til at ringe og lade som om et barn er syg, hver fredag omkring middagstid, så man kan få tidlig weekend??

Da jeg kom ned på skolen, blev jeg modtaget af en af Mindstemandens klassekammerater, som kunne oplyse mig om, at Mindstemanden havde grædt hele dagen og iøvrigt havde brækket nakken! Det viste sig, at den heldigvis ikke var brækket - pyyh - men han havde rigtig ondt i den, og kunne ikke dreje hovedet til højre.

Jeg ringede fluks til lægen, og kom mirakuløst igennem med det samme. Bad om en akut-tid hos den læge som kan det der med at sætte nakker på plads. Ja, vi kunne lige få en tid om 3 dage. Jamen...tænker man så bare...hvordan har du lige selv forestillet dig, at en dreng på knap 7 skal gå rundt i 3 dage, uden at kunne dreje hovedet til højre og med tårerne trillende ned af kinderne, hver gang han kommer til at gøre det lidt, alligevel?

Heldigvis er vores søde nabo læge (tal lige om at vælge sine naboer med omhu!), så vi fik en lille hjemmekonsultation, fik lidt øvelser og fik ordineret lidt varme og lidt panodil, så nu kan hovedet allerede drejes meget længere. Tak søde læge-nabo :o)

Det der med at være Generalsekretær...

...Tjae...så hørte man lige en Generalsekretær (for Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp eller noget) udtale sig i radioen, og pludselig forstår man godt hvorfor han er sekretær og ikke Boss! (og ja, jeg er selv sekretær)

Manden siger; " 1 måltid mad koster 1 kr. og for 30 millioner kan man få....ja - det er svært lige at regne ud på stående fod"

Jeg er ikke matematiker (og heldigvis for det) men jeg tænker bare:
1 måltid = 1 kr.
10 måltilder = 10 kr
1000 måltider = 1000 kr.
1 mio måltider = 1 mio. kr.
Kan man så ikke få 30 mio måltider for 30 mio. kr???

Som sagt, jeg er ikke matematiker, så hvis nogen derude kommer frem til noget andet, så oplys mig gerne!

Det der med at hygge i storesøsters seng

Mindstestaklen  - havde jeg nær kaldt ham, men altså; Mindstemanden som har den høje alder af 6½ har aldrig - som i aldrig nogensinde ever - haft sit eget værelse. Hans seng står i vores soveværelse, og der er sådan cirka 19 cm mellem hans seng (som Handymanny sover i) og vores (som Mindstemand og jeg sover i).

Forleden mente han ikke, at han kunne falde i søvn, og det hjalp ikke, at jeg påpegede det logiske i, at man ikke kan sove, når man har prøvet i cirka 5 sekunder og desuden sidder op! Jeg overlod ham til ham selv og gik nedenunder for at se fjernsyn lave vigtige voksenting!

Lidt efter kom jeg i tanker om, at der jo skulle blive godt vejr næste dag, så op og finde neglelak, fod-ting og neglelaksfjerner, det ser jo ikke fantastisk ud med afskallede negle i sandaler, vel?  Neglelaksfjerneren var selvfølgelig væk, men jeg ved heldigvis godt hvor jeg skal lede, så efter at have set en rund "dyne-pølse" i soveværelset og tænkt, at ham Mindstemand da var hurtig til at opgive, gik jeg ind på Teenagerens værelse efter min neglelaksfjerner.

Da jeg stod derinde, syntes jeg, at jeg kunne høre "nogen" eller "noget" trække vejret. Jeg tænkte straks på spøgelser tog det helt roligt, og vendte mig efter lyden, og pludselig kunne jeg se dynen bevæge sig lidt. Der lå Mindstemand så, i storesøsters seng (ja, hun var altså ikke hjemme, så der var god plads). Han så så sød og kær ud, og argumenterede rigtigt overbevisende for at sove der, så han fik lov. Da jeg listede op 5 min. senere var han langt væk i Drømmeland.Sååå sødt.

I går gentog historien sig så. Mindstemand kunne absolut ikke sove, - jeg sagde, at han skulle og gik ned. Et kvarters tid tænkte jeg, at jeg hellere måtte tjekke - underligt hvorfor jeg får de tanker?? Nå, men jeg listede op af trappen som næææsten ikke knirker og jo - den var god nok; sengen som jeg havde puttet ham i var tom, så jeg fortsatte ind mod Teenagerens seng. Døren var lukket og Mindstemand lå igen i Teenagerens seng, men denne gang havde han tændt tv'et, og hyggede sig faktisk rigtig meget - altså indtil jeg kom og ødelagde det hele.

Sjovt som børn på omkring 6 tænker, - de tror, at hvis de lukker døren (som ellers aldrig er lukket) så gætter hun ALDRIG at jeg laver noget jeg ikke må. Han er rigtig sød min Mindstemand, - men han er vist ikke så kvik...

Det der med at pjække

Jeg har haft en pjækdag i dag. Ikke en jeg havde planlagt, og egentlig heller ikke en jeg havde lyst til...eller.....jo, vel havde jeg lyst, da den først var en realitet. Godt vejr og det hele, det siger man da ikke nej til-

Det startede i morges da vi skulle ud af døren. Mindstemanden bedyrede at han havde det "dårligt" og "var lige ved at brække sig". Det siger han egentlig jævnt tit, hvis der er noget han ikke gider, så det tog jeg ikke alvorligt. Han satte trumf på med tårer, meeeen....jeg har været mor i mange år og falder ikke for billige tricks.

Vi gik i skole og der var egentlig ikke noget galt, han blev afleveret og skyndte sig straks hen i Dussens nye lege-butik med den tomme æske Anthon Berg som vi  - tilfældigvis - havde derhjemme. Heldigvis hører jeg til i den sjældne kategori af mennesker som ikke kan lide chokolade, så det er ikke mig der har tømt den. Det er rigtigt, sådanne mennesker findes faktisk!

1 timer og 15 minutter senere havde jeg læreren i røret. Mindstemanden lå på sofaen og klagede over ondt i maven. Jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne, og bandede over at jeg ikke alligevel havde taget bilen de 600 meter, - 600 meter er laaangt når det er op af bakke og hvis man skal løfte 22 kg sygt barn!

Da vi kom hjem blev tv'et tændt, madpakken pakket op og dynen hentet ned i sofaen og så hyggede han sig ellers og så faktisk ikke - som i overhovedet ikke - syg ud. Det var han vist heller ikke.

Senere ringede Bedstevennen og tilbød Mindstemanden at komme med på det hold som skulle kæmpe mod Bedstevennens far i vandkamp, og den mulighed kunne han da ikke lade gå fra sig!

Moderen undrede sig ikke, men er bare glad for nu at vide at sofa, pitabrød, tv og vandkamp åbenbart kan kurere en hel del,- mon den kur også virker på voksne?

Så for at slutte med begyndelsen - i dag fik jeg en helt uplanlagt pjækdag, og det var egentlig ikke det værste der kunne ske.

Det er med altid at bruge nutid

Kender I det? Journalister har kun lært nutid, datid er et helt ukendt begreb.

Forleden var det lykkedes mig at smide Mindstemand væk fra tv'et, og jeg fik derfor mulighed for at se lidt af Godaften Danmark/Aftenshowet eller hvad det nu hedder det der lette underholdning, som sendes lige mens man spiser eller rydder op i køkkenet, således at man aldrig får det set.

Emnet var forældelse i misbrugssager og journalisten sagde:
Kim (hvis det var det han hed) du er 15 år, og.blah blah... og hvad er det der sker?

Jeg sad lidt og kiggede, og tænkte at ham Kim (eller Peter eller Søren eller...) var da mindst 35?! Var hun blind eller var der noget galt med teleprompteren?

Så var det, at det gik op for mig, at staklen ikke har hørt om datid. Faget må være sparet væk? For det hun spurgte om, var et misbrug som var sket for 20 år siden, så Kim VAR 15 år da.... osv.

Nogle gange kan man også læse i en artikel/høre i et indslag at: "2 indbrudstyve planlægger et indbrud her og der" - og jeg kan ikke lade være med at tænke; Hvis nu man ved det (og det gør man jo, siden man skriver det) hvorfor er der så ikke nogen som stopper dem? Det må da være nemmere end at skulle fange dem bagefter? Eller er det bare mig der har misforstået noget?

Jeg synes, at der i regeringens 2020-plan skulle være et afsnit med flere penge til folkeskolerne og journalisthøjskolen, så de alle kunne lære både nutid, datid, fremtid, før nutid osv osv. Hvis nu man skipper et par gadelygter på Femern-broen så skulle der nok kunne være penge til det.