Det der med at brække nakken

I går blev jeg ringet op på arbejdet af Mindstemandens lærer. Hvorfor er det lige, at når man bliver ringet op på arbejdet, så tager det så forfærdelig lang tid, før de siger hvad der er galt, og mens de forsøger at komme frem til sagen, så sidder man og tænker på alle de ulykker der kan have overgået ens afkom - er det noget de lærer et sted, for det er både pædagoger og lærere som har problemet/evnen - alt efter hvordan man vælger at se på det.

Nå, men han kom til sidst frem til, at Mindstemanden havde ondt i nakken, og sådan set havde haft det siden om morgenen, men han havde åbenbart havde vurderet, at det ikke var nok til at ringe og forstyrre på arbejdet. Eftersom jeg jo ikke er specielt vild med mit job, og har fået mig et nyt til den 1., så har jeg det lidt sådan...ring endelig!!! - så jeg kan tage hjem! Kan man mon hyre nogen til at ringe og lade som om et barn er syg, hver fredag omkring middagstid, så man kan få tidlig weekend??

Da jeg kom ned på skolen, blev jeg modtaget af en af Mindstemandens klassekammerater, som kunne oplyse mig om, at Mindstemanden havde grædt hele dagen og iøvrigt havde brækket nakken! Det viste sig, at den heldigvis ikke var brækket - pyyh - men han havde rigtig ondt i den, og kunne ikke dreje hovedet til højre.

Jeg ringede fluks til lægen, og kom mirakuløst igennem med det samme. Bad om en akut-tid hos den læge som kan det der med at sætte nakker på plads. Ja, vi kunne lige få en tid om 3 dage. Jamen...tænker man så bare...hvordan har du lige selv forestillet dig, at en dreng på knap 7 skal gå rundt i 3 dage, uden at kunne dreje hovedet til højre og med tårerne trillende ned af kinderne, hver gang han kommer til at gøre det lidt, alligevel?

Heldigvis er vores søde nabo læge (tal lige om at vælge sine naboer med omhu!), så vi fik en lille hjemmekonsultation, fik lidt øvelser og fik ordineret lidt varme og lidt panodil, så nu kan hovedet allerede drejes meget længere. Tak søde læge-nabo :o)