Det der med valg

I tilfælde af at det skulle have undgået nogens opmærksomhed, kan jeg fortælle, at der var valg til Folketinget i torsdags.

Mindstemanden og Bedstevennen spiste aftensmad her, tog til svømning (hvor mødrene så lige kunne stemme samtidigt) og tog så hjem til Bedstevennen og spiste aftensmad en gang mere.

Da jeg hentede Mindstemanden, mødte vi den flinke lægenabos datter på vejen hjem. De var ved at pakke bilen (det tager lidt tid når man har 4 børn under 8) og den ældste datter, skulle lige høre om vi skulle til valg. Jeg fortalte, at vi jo allerede havde været det, og snakken gik lidt på valgflæsk og mere valg.

Mindstemanden som er meget en anelse distræt, stod ved siden af, og lyttede lidt med. Til sidst spurgte han; "Må jeg også komme med til det bal?"

Ja, der er nok flere som gerne ville have været med til det bal, men nej, han måtte blive hjemme, - og så i øvrigt ikke flere ord om bal her.

Det der med at brække nakken

I går blev jeg ringet op på arbejdet af Mindstemandens lærer. Hvorfor er det lige, at når man bliver ringet op på arbejdet, så tager det så forfærdelig lang tid, før de siger hvad der er galt, og mens de forsøger at komme frem til sagen, så sidder man og tænker på alle de ulykker der kan have overgået ens afkom - er det noget de lærer et sted, for det er både pædagoger og lærere som har problemet/evnen - alt efter hvordan man vælger at se på det.

Nå, men han kom til sidst frem til, at Mindstemanden havde ondt i nakken, og sådan set havde haft det siden om morgenen, men han havde åbenbart havde vurderet, at det ikke var nok til at ringe og forstyrre på arbejdet. Eftersom jeg jo ikke er specielt vild med mit job, og har fået mig et nyt til den 1., så har jeg det lidt sådan...ring endelig!!! - så jeg kan tage hjem! Kan man mon hyre nogen til at ringe og lade som om et barn er syg, hver fredag omkring middagstid, så man kan få tidlig weekend??

Da jeg kom ned på skolen, blev jeg modtaget af en af Mindstemandens klassekammerater, som kunne oplyse mig om, at Mindstemanden havde grædt hele dagen og iøvrigt havde brækket nakken! Det viste sig, at den heldigvis ikke var brækket - pyyh - men han havde rigtig ondt i den, og kunne ikke dreje hovedet til højre.

Jeg ringede fluks til lægen, og kom mirakuløst igennem med det samme. Bad om en akut-tid hos den læge som kan det der med at sætte nakker på plads. Ja, vi kunne lige få en tid om 3 dage. Jamen...tænker man så bare...hvordan har du lige selv forestillet dig, at en dreng på knap 7 skal gå rundt i 3 dage, uden at kunne dreje hovedet til højre og med tårerne trillende ned af kinderne, hver gang han kommer til at gøre det lidt, alligevel?

Heldigvis er vores søde nabo læge (tal lige om at vælge sine naboer med omhu!), så vi fik en lille hjemmekonsultation, fik lidt øvelser og fik ordineret lidt varme og lidt panodil, så nu kan hovedet allerede drejes meget længere. Tak søde læge-nabo :o)

Det der med at være Generalsekretær...

...Tjae...så hørte man lige en Generalsekretær (for Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp eller noget) udtale sig i radioen, og pludselig forstår man godt hvorfor han er sekretær og ikke Boss! (og ja, jeg er selv sekretær)

Manden siger; " 1 måltid mad koster 1 kr. og for 30 millioner kan man få....ja - det er svært lige at regne ud på stående fod"

Jeg er ikke matematiker (og heldigvis for det) men jeg tænker bare:
1 måltid = 1 kr.
10 måltilder = 10 kr
1000 måltider = 1000 kr.
1 mio måltider = 1 mio. kr.
Kan man så ikke få 30 mio måltider for 30 mio. kr???

Som sagt, jeg er ikke matematiker, så hvis nogen derude kommer frem til noget andet, så oplys mig gerne!

Det der med at hygge i storesøsters seng

Mindstestaklen  - havde jeg nær kaldt ham, men altså; Mindstemanden som har den høje alder af 6½ har aldrig - som i aldrig nogensinde ever - haft sit eget værelse. Hans seng står i vores soveværelse, og der er sådan cirka 19 cm mellem hans seng (som Handymanny sover i) og vores (som Mindstemand og jeg sover i).

Forleden mente han ikke, at han kunne falde i søvn, og det hjalp ikke, at jeg påpegede det logiske i, at man ikke kan sove, når man har prøvet i cirka 5 sekunder og desuden sidder op! Jeg overlod ham til ham selv og gik nedenunder for at se fjernsyn lave vigtige voksenting!

Lidt efter kom jeg i tanker om, at der jo skulle blive godt vejr næste dag, så op og finde neglelak, fod-ting og neglelaksfjerner, det ser jo ikke fantastisk ud med afskallede negle i sandaler, vel?  Neglelaksfjerneren var selvfølgelig væk, men jeg ved heldigvis godt hvor jeg skal lede, så efter at have set en rund "dyne-pølse" i soveværelset og tænkt, at ham Mindstemand da var hurtig til at opgive, gik jeg ind på Teenagerens værelse efter min neglelaksfjerner.

Da jeg stod derinde, syntes jeg, at jeg kunne høre "nogen" eller "noget" trække vejret. Jeg tænkte straks på spøgelser tog det helt roligt, og vendte mig efter lyden, og pludselig kunne jeg se dynen bevæge sig lidt. Der lå Mindstemand så, i storesøsters seng (ja, hun var altså ikke hjemme, så der var god plads). Han så så sød og kær ud, og argumenterede rigtigt overbevisende for at sove der, så han fik lov. Da jeg listede op 5 min. senere var han langt væk i Drømmeland.Sååå sødt.

I går gentog historien sig så. Mindstemand kunne absolut ikke sove, - jeg sagde, at han skulle og gik ned. Et kvarters tid tænkte jeg, at jeg hellere måtte tjekke - underligt hvorfor jeg får de tanker?? Nå, men jeg listede op af trappen som næææsten ikke knirker og jo - den var god nok; sengen som jeg havde puttet ham i var tom, så jeg fortsatte ind mod Teenagerens seng. Døren var lukket og Mindstemand lå igen i Teenagerens seng, men denne gang havde han tændt tv'et, og hyggede sig faktisk rigtig meget - altså indtil jeg kom og ødelagde det hele.

Sjovt som børn på omkring 6 tænker, - de tror, at hvis de lukker døren (som ellers aldrig er lukket) så gætter hun ALDRIG at jeg laver noget jeg ikke må. Han er rigtig sød min Mindstemand, - men han er vist ikke så kvik...

Det der med at pjække

Jeg har haft en pjækdag i dag. Ikke en jeg havde planlagt, og egentlig heller ikke en jeg havde lyst til...eller.....jo, vel havde jeg lyst, da den først var en realitet. Godt vejr og det hele, det siger man da ikke nej til-

Det startede i morges da vi skulle ud af døren. Mindstemanden bedyrede at han havde det "dårligt" og "var lige ved at brække sig". Det siger han egentlig jævnt tit, hvis der er noget han ikke gider, så det tog jeg ikke alvorligt. Han satte trumf på med tårer, meeeen....jeg har været mor i mange år og falder ikke for billige tricks.

Vi gik i skole og der var egentlig ikke noget galt, han blev afleveret og skyndte sig straks hen i Dussens nye lege-butik med den tomme æske Anthon Berg som vi  - tilfældigvis - havde derhjemme. Heldigvis hører jeg til i den sjældne kategori af mennesker som ikke kan lide chokolade, så det er ikke mig der har tømt den. Det er rigtigt, sådanne mennesker findes faktisk!

1 timer og 15 minutter senere havde jeg læreren i røret. Mindstemanden lå på sofaen og klagede over ondt i maven. Jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne, og bandede over at jeg ikke alligevel havde taget bilen de 600 meter, - 600 meter er laaangt når det er op af bakke og hvis man skal løfte 22 kg sygt barn!

Da vi kom hjem blev tv'et tændt, madpakken pakket op og dynen hentet ned i sofaen og så hyggede han sig ellers og så faktisk ikke - som i overhovedet ikke - syg ud. Det var han vist heller ikke.

Senere ringede Bedstevennen og tilbød Mindstemanden at komme med på det hold som skulle kæmpe mod Bedstevennens far i vandkamp, og den mulighed kunne han da ikke lade gå fra sig!

Moderen undrede sig ikke, men er bare glad for nu at vide at sofa, pitabrød, tv og vandkamp åbenbart kan kurere en hel del,- mon den kur også virker på voksne?

Så for at slutte med begyndelsen - i dag fik jeg en helt uplanlagt pjækdag, og det var egentlig ikke det værste der kunne ske.

Det er med altid at bruge nutid

Kender I det? Journalister har kun lært nutid, datid er et helt ukendt begreb.

Forleden var det lykkedes mig at smide Mindstemand væk fra tv'et, og jeg fik derfor mulighed for at se lidt af Godaften Danmark/Aftenshowet eller hvad det nu hedder det der lette underholdning, som sendes lige mens man spiser eller rydder op i køkkenet, således at man aldrig får det set.

Emnet var forældelse i misbrugssager og journalisten sagde:
Kim (hvis det var det han hed) du er 15 år, og.blah blah... og hvad er det der sker?

Jeg sad lidt og kiggede, og tænkte at ham Kim (eller Peter eller Søren eller...) var da mindst 35?! Var hun blind eller var der noget galt med teleprompteren?

Så var det, at det gik op for mig, at staklen ikke har hørt om datid. Faget må være sparet væk? For det hun spurgte om, var et misbrug som var sket for 20 år siden, så Kim VAR 15 år da.... osv.

Nogle gange kan man også læse i en artikel/høre i et indslag at: "2 indbrudstyve planlægger et indbrud her og der" - og jeg kan ikke lade være med at tænke; Hvis nu man ved det (og det gør man jo, siden man skriver det) hvorfor er der så ikke nogen som stopper dem? Det må da være nemmere end at skulle fange dem bagefter? Eller er det bare mig der har misforstået noget?

Jeg synes, at der i regeringens 2020-plan skulle være et afsnit med flere penge til folkeskolerne og journalisthøjskolen, så de alle kunne lære både nutid, datid, fremtid, før nutid osv osv. Hvis nu man skipper et par gadelygter på Femern-broen så skulle der nok kunne være penge til det.

Det der med klamme kys

Forleden lå Mindstemanden og jeg oppe i vores (altså min og Mindstemands - ikke mors og fars!) seng og hyggede og så tv.

Jeg var i færd med at overtale ham til at blive boende hjemme hos mig. Altid. Han mente dog, at han nok blev nødt til at flytte når han fik en kone, og afhængigt af hvilken kone han finder, kan man måske godt være enig med ham.

Samtalen forløb således:

Mor: Ved du godt, at når du får en kone, så skal du jo også kysse hende (hæhæ - ved jo han KUN kysser mor).

Mindstemand: Men måske glemmer jeg det...

Mor: Glemmer at kysse hende?

Mindstemand: Nej, glemmer hvor klamt det er!!

Jeg vil godtnok håbe for ham, at han glemmer hvor klamt det er, for sådan nogle koner vil som regel gerne kysses.

Det der med fingeraftryk

Den anden dag da Handymanny og jeg sad inde i stuen, kunne vi høre Mindstemanden rumstere ude i køkkenet. Vi kaldte på ham, og ind kom han. Med en pølsetang i hånden.

Da vi ikke kunne erindre at have tændt grillen eller at have bedt Mindstemanden om at sørge for aftensmaden, blev vi jo lidt nysgerrige, og spurgte ind til, hvad han dog skulle med den pølsetang. Der kom en lang usammenhængende forklaring, men vi fik dog fat i, at det havde noget med fingeraftryk at gøre, så vi tænkte at det nok var en politi/detektivleg og lod ham tage den.

Lidt senere kunne vi høre Mindstemanden og Teenageren diskutere ovenpå, og kort efter kom Teenageren grinende ned. Mindstemanden havde taget 1½ liter pepsi, som var blevet tilovers fra aftenen før, og planen var så, at den skulle åbnes med pølsetangen, således at der ikke kom fingeraftryk og så vi aaaaldrig kunne gætte hvem der mon havde drukket den.

Han fik en guldstjerne i min bog for opfindsomhed,  men opfindsomheden udløste desværre - for Mindstemanden - ikke noget sodavand.

Det der med når andre kysser

Mindstemanden, mindstemandens bedste ven, mindstemandens bedste vens mor og jeg (det betyder 2 stks. 6 årige drenge og deres mødre - alderen på mødrene nævnes ikke) var i teatret i lørdags for at se Pinocchio. Stykket var godt, - lige i børnehøjde og alle børn skreg af grin når der blev sagt "røv" - det blev kun sagt 1 gang eller 2, men successen var ikke til at tage fejl af.

Det sjoveste - for mig - var dog da Pinocchio kyssede...feen tror jeg...eller en anden - det fangede jeg ikke lige helt, for Mindstemanden skyndte sig at holde sig for øjnene og sagde; "Siger du til, når det er ovre". Så var det, jeg kom til at grine så meget - (indeni mig selv selvfølgelig) at jeg faktisk slet ikke så, hvem Pinocchio kyssede. Hvorfor er det, at drenge generelt ikke vil se på kys, kram og kærlighed?

Det der med når det lykkes

I går var dagen hvor spisebord nr. 3 skulle ankomme. Det ankom, men uden at fragtmanden lige havde ringet 1 time før, som aftalt. Heldigvis var Handymanny på vej hjem, så det gik op i en højere enhed.

Fragtmand og Handymanny begyndte at bære ind, og da fragtmanden nåede dørtrinnet satte han bordet fra sig med besked om, at han ikke ville bære det længere.

Heldigvis er Handymanny hurtigt tænkende, og svarede, at det da var helt ok, - men at det jo så ville blive fragtmandens eget problem at få de 2 borde ud i bilen, som vi jo allerede havde stående. Og det ene stod iøvrigt i kælderen omme på den anden side af huset. Det er et pænt langt stykke, hvis man alene skal bære et 3 meter langt bord som vejer 80 kg. Sjovt nok ændrede fragtmanden mening og hjalp med at bære bord 3 ind. Ved sørme ikke hvad der fik ham til det...

Som tak for hans fleksibilitet fik han ingen drikkepenge som de 2 første fik.

I næste uge kommer køkkenbord nr. 3, mon 3. gang også er lykkens gang her? Er sørme glad for at jeg ikke skulle vente på 3. udgave at Handymanny, men fik gevinst i 1. forsøg.

Det der med at få det man gerne vil have

Vi har gang i en ombygning hjemme hos os. Som gang i en meget stor ombygning. Rigtig stor.

Kort fortalt: Fjernet skurene, fjernet terrassen, revet garagen ned. Lagt 54 m2 til, + 46 m2 kælder. Fjernet gammel ydervæg. Fjernet indervæg. Nyt køkken og ny stue. Værelser og gæstetoilet følger.

Men hvorfor er det så SÅ svært at få det man gerne vil have (og har bestilt)?

I øjeblikket venter vi å ****s 3. forsøg på at producere en bordplade som dels har den rigtige vask indbygget, dels ikke er skæv og som heller ikke har en fragtskade. De siger, den kommer 31. marts, men vi har det bare lidt sådan; Ja ja...det er hvad I tror, vi ved bedre. Med til historien hører, at vi bestilte den første bordplade 4. oktober. Yes, oktober!!

For nylig bestilte vi et nyt spisebord....nu venter vi på, at nr. 3 arriverer og at det forhåbentligt er uden fejl!!
Det første havde (blandt andet) en slibeskade så stor, at en blind person ville have opdaget den, - hvordan kan man sende sådan noget afsted? Det er umulig at nogen som helst ville acceptere den skade. Det næste havde hakker i kanten. Men pyt, to spiseborde på 3 meter (plus det vi havde i forvejen) fylder ikke så meget som man skulle tro....ahem.... Det er heller ikke særlig dyrt, at blive ved med at give drikkepenge til fragtmanden, som er så flink at hjælpe med at bære de 80 kg. ind...kun lidt dyrt...

Derudover kan vi lige nævne et bambusgulv, som skulle være sindssygt stærkt. Bare superærgerligt, at det får alvorlige ridser af; strygebræt, plastmundstykke til støvsuger, stol med "beskyttelsesknop" under, som bliver skubbet forsigtigt, hund som sover meget samme sted og.... Heldigvis får vi da et andet, men nu HAR Handyman jo sat fodlister på og fuget og alt muligt. Normalt er han ikke den som gider detaljerne, og jeg frygter, at dette blokerer for fremtidige detaljer, - nu han skal lave det hele om.

Vi har også en radiator som er forkert farve, - vi fik leveret 2 hvide og 1 cremefarvet, - vi fik med måneders forsinkelse leveret vinduer med et glas i forkert størrelse, matte glas hvor de skulle være klare og klare glas hvor de skulle være matte.

Vi har sagt det før, og jeg tør næsten ikke sige det igen - NU kan der da ikke gå mere galt?!? Der er vel ingen mennesker som venter mere end 6 mdr. på den rigtige bordplade.....vel?

Det der med forår

Ja!! Nu er foråret her og hvor er det ventet!! Det har været en lang og kold vinter og nu,  nu hvor vi næsten ikke kan holde mere vinter ud er det pludselig lyst om morgenen når vi går hjemmefra og vintergækker og erantisser titter frem overalt. Suk. Det er bare så fantastisk.Og det er lige fantastisk hvert år.

En anden forårshungrende sjæl har været så sød at stille et lille glas med erantisser her ved mit bord, - måske er det forårsfeen eller måske bare en sød kollega? Det er i hvertfald skønt, tak for det:

Og til de dumme mennesker som siger, at det bliver vinter igen på torsdag, vil jeg bare sige; Niks!! Jeg finder mig ikke i mere vinter på denne side af oktober, så den kan bare pakke sig sammen igen!

Det der med sneernes konge!

"Jeg er Sneernes Konge", lød det i morges fra Mindstemanden, da vi var på vej i skole, - han fortsatte "Og Sneernes Konge kan ALT med sne, undtagen at stå på hovedet i det". Det lyder egentlig rimeligt nok, - hvem gider stå på hovedet i sne, heller ikke selvom man er Sneernes Konge.

Jeg har fødselsdag i dag, - fylder...ja, lad os bare sige 28, - det har jeg været så længe, så der er ligesom noget trygt ved det tal. Blev vækket med fødselsdagssang, grydelågslarm og gaver. Gaver fra Handyman og Teenageren, - der var ingen fra Mindstemanden, han havde allerede i går fortalt mig, at han ikke havde nået at lave en tegning. Det må også være svært, at nå de tegninger, tror ikke han har lavet over 10 - tilsammen i hele sit liv. Hvis produktionstiden på en tegning er så høj, så er det klart, at han ikke kan lave en, bare fordi mor har fødselsdag. Øv, - ville ellers gerne have haft en.

Det der med søskendekærlighed

Det er så forunderligt, nogle gange går tingene op i en højere enhed.

Lige nu er Teenageren og Mindstemanden i gang med at lave pandekager, - vi skal nemlig have pandekager til dessert i aften. Det er også Teenagerens plan at lave aftensmad, og mit tilbud om at skrælle kartoflerne er høfligt men bestemt blev afslået.

Selv om de kan skændes og sige alverdens grimme ting om hinanden, så elsker de jo (heldigvis) også hinanden. Men det skal jeg nok lade være med at minde dem om lige nu, jeg nyder bare den gode stemning...og er spændt på maden.

Årsagen til al denne lykke? 12 års bryllupsdag og lavvande på Teenagerens Visa Electron.

Det der med sne

Sne. Sne. Sne. Hvornår holder det op med at sne? (og giver sig til at tø?) Jeg vil godt gøre opmærksom på at foråret officielt starter på tirsdag og de erantisser (hedder det erantisser i flertal?) som gemmer sig nede under sneen skal være fuldt synlige når jeg slår øjnene op tirsdag morgen.Tak.

Gider. Ikke. Mere. Sne.

Gider. Godt. Sol.

Det der med at være jomfrublogger

Her er jeg. Jomfrublogger. Ganske ny i blog-verdenen, så det kan godt ske at jeg bryder nogle regler. Det er endda meget muligt. Ikke fordi jeg er notorisk regelbryder, men der er mange valgmuligheder her og jeg er jo først lige begyndt at læse blogs, - men jeg tænkte, at jeg da ikke ville være udenfor. Jeg vil også være blogger!

Så velkommen hertil!