onsdag den 13. april 2011

Det er med altid at bruge nutid

Kender I det? Journalister har kun lært nutid, datid er et helt ukendt begreb.

Forleden var det lykkedes mig at smide Mindstemand væk fra tv'et, og jeg fik derfor mulighed for at se lidt af Godaften Danmark/Aftenshowet eller hvad det nu hedder det der lette underholdning, som sendes lige mens man spiser eller rydder op i køkkenet, således at man aldrig får det set.

Emnet var forældelse i misbrugssager og journalisten sagde:
Kim (hvis det var det han hed) du er 15 år, og.blah blah... og hvad er det der sker?

Jeg sad lidt og kiggede, og tænkte at ham Kim (eller Peter eller Søren eller...) var da mindst 35?! Var hun blind eller var der noget galt med teleprompteren?

Så var det, at det gik op for mig, at staklen ikke har hørt om datid. Faget må være sparet væk? For det hun spurgte om, var et misbrug som var sket for 20 år siden, så Kim VAR 15 år da.... osv.

Nogle gange kan man også læse i en artikel/høre i et indslag at: "2 indbrudstyve planlægger et indbrud her og der" - og jeg kan ikke lade være med at tænke; Hvis nu man ved det (og det gør man jo, siden man skriver det) hvorfor er der så ikke nogen som stopper dem? Det må da være nemmere end at skulle fange dem bagefter? Eller er det bare mig der har misforstået noget?

Jeg synes, at der i regeringens 2020-plan skulle være et afsnit med flere penge til folkeskolerne og journalisthøjskolen, så de alle kunne lære både nutid, datid, fremtid, før nutid osv osv. Hvis nu man skipper et par gadelygter på Femern-broen så skulle der nok kunne være penge til det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar