Jeg har haft en pjækdag i dag. Ikke en jeg havde planlagt, og egentlig heller ikke en jeg havde lyst til...eller.....jo, vel havde jeg lyst, da den først var en realitet. Godt vejr og det hele, det siger man da ikke nej til-
Det startede i morges da vi skulle ud af døren. Mindstemanden bedyrede at han havde det "dårligt" og "var lige ved at brække sig". Det siger han egentlig jævnt tit, hvis der er noget han ikke gider, så det tog jeg ikke alvorligt. Han satte trumf på med tårer, meeeen....jeg har været mor i mange år og falder ikke for billige tricks.
Vi gik i skole og der var egentlig ikke noget galt, han blev afleveret og skyndte sig straks hen i Dussens nye lege-butik med den tomme æske Anthon Berg som vi - tilfældigvis - havde derhjemme. Heldigvis hører jeg til i den sjældne kategori af mennesker som ikke kan lide chokolade, så det er ikke mig der har tømt den. Det er rigtigt, sådanne mennesker findes faktisk!
1 timer og 15 minutter senere havde jeg læreren i røret. Mindstemanden lå på sofaen og klagede over ondt i maven. Jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne, og bandede over at jeg ikke alligevel havde taget bilen de 600 meter, - 600 meter er laaangt når det er op af bakke og hvis man skal løfte 22 kg sygt barn!
Da vi kom hjem blev tv'et tændt, madpakken pakket op og dynen hentet ned i sofaen og så hyggede han sig ellers og så faktisk ikke - som i overhovedet ikke - syg ud. Det var han vist heller ikke.
Senere ringede Bedstevennen og tilbød Mindstemanden at komme med på det hold som skulle kæmpe mod Bedstevennens far i vandkamp, og den mulighed kunne han da ikke lade gå fra sig!
Moderen undrede sig ikke, men er bare glad for nu at vide at sofa, pitabrød, tv og vandkamp åbenbart kan kurere en hel del,- mon den kur også virker på voksne?
Så for at slutte med begyndelsen - i dag fik jeg en helt uplanlagt pjækdag, og det var egentlig ikke det værste der kunne ske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar